De møder menneskene bag tallene. Og de fortæller en anden historie om dansk udlændingepolitik

På Brøndbyvester Skole på den københavnske vestegn ligger en del af klasselokalerne med forbogstaverne M side om side. Og der er nok af dem. Faktisk har skolen været nødt til at oprette 11 nye såkaldte modtageklasser til udenlandske børn, der ikke taler dansk. I 2022 var der nul. Inde bag døren til M2A sidder børn fra Iran, Bangladesh, Nigeria, Bulgarien, Marokko, Tyrkiet og en enkelt fra USA. En lille pige med stramme fletninger stikkende ud fra hovedet kigger lidt betuttet op. Hun forstår ikke ord af, hvad der foregår, for hun taler ikke dansk og begyndte i M2 for en uge siden. Hun har aldrig gået i skole før. Det er de socialdemokratiske ministre, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der har inviteret Berlingske med til Vestegnen for at se »bagsiden af mønten« ved, at Danmark i disse år modtager store mængder udenlandsk arbejdskraft. I 2025 er der ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet 27.373 indvandrere, som har opholdt sig i Danmark under fem år i Vestegnskommunerne Albertslund, Ballerup, Brøndby, Glostrup, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. En stor del af dem - knap 22.000 - rubriceres som »udenlandsk arbejdskraft« og studerende. På den helt store klinge ønsker de to ministre at starte en debat om, hvad det gør ved sammenhængskraften i et samfund, og på den noget mindre klinge er de denne dag taget til Vestegnen for at høre om, hvordan man så tackler det ude i det konkrete Danmark. Denne fredag formiddag får de syn for sagen. »Go to the kommune« I Brøndbyvester Skoles teatersal har kommunen samlet en gruppe kommunalt ansatte, der til dagligt arbejder med menneskene bag ovenstående tal. Bænket i en langbordsfirkant med kolbekaffe og konventionel mælk deler de deres oplevelser med de to tilrejsende ministre. De fortæller om forældre, der ikke selv har gået i skole, børn, der ikke kommer i SFO, fordi der er egenbetaling, børn, der ikke dukker op i skole, fordi de skal passe mindre søskende. De oplever, at der bor flere familier sammen i små studielejligheder på ét eller to værelser, at børnene er understimulerede og i hjemmet ofte overladt til en Ipad eller tv på deres modersmål. Og i en daginstitution i Rødovre, der på et halvt år gik fra 0 til 20 nepalesiske børn, har man netop modtaget et barn med så dårlige tænder, at barnet ikke kunne tygge maden og derfor kun fik flydende kost. Dagtilbudsleder i Børnehuset Fuglemosen i Brøndby Pia Ehlers forklarer, at de pludselig ikke kun er lærere og pædagoger. De bliver en hel families kontaktpersoner ind i det danske samfund »Vi bliver en slags fremskudt borgerservice. Og det har vi altså ingen forudsætninger for«, siger kvinden med kort, plysset hår og forklarer, mens hun slår ud med armene. »Så står vi der med vores skoleengelsk, google translate og siger »go to the kommune«. Og ja, så ved jeg altså godt, at ministeren ikke er vild med skærme i daginstitutioner, men jeg kan altså ikke nepalesisk,« siger hun henvendt til undervisningsminister Mattias Tesfaye og får begge ministre til at grine lidt. Tallet 12 På Slotsholmen på Christiansborg få kilometer og alligevel milevidt fra teatersalen i Brøndby diskuterer regeringen i øjeblikket med sig selv, hvordan fremtiden for international arbejdskraft skal se ud her i landet. De har ikke som sådan lagt skjul på deres uenigheder. Venstre og især Moderaterne har talt varmt for ordninger, der også i fremtiden skal sikre udenlandsk arbejdskraft til landet. Her hæfter man sig især ved tallet 12. Sidste år bidrog arbejdskraften udefra nemlig med 12 procent af det danske BNP – svarende til 361 milliarder kroner. Men på den københavnske vestegn har man nogle helt andre tal i hovedet. Her koster et barn i en modtageklasse cirka det dobbelte af et barn i en almindelig folkeskoleklasse. Her kigger man på udgifter til specialtilbud for de nytilkomne børn med udfordringer, på et efterslæb af sundhedspleje og et familieområde, der skal stå klar til at gribe familier med et noget andet børnesyn end det danske. »Jeg forstår godt, at Maja (Højgaard, S-borgmester i Brøndby, red.) nogle gange er på nakken af os på Christiansborg. Vi inviterer arbejdskraft, men der kommer mennesker. For ja, der er indtægter, men der er jo også udgifter. Og vi mangler at få foldet diskussionen ud,« siger Mattias Tesfaye. Ham, der smider folk ud På den københavnske vestegn er man ikke helt ny udi at tage imod nye borgere. Kommunerne har historisk hørt til de kommuner i landet, hvor flest udlændinge gennem årene har bosat sig. Men noget er alligevel anderledes med dem, der kommer hertil nu. For det første kommer der pludselig enormt mange. Og modsat for eksempel 70ernes gæstearbejdere fra hovedsageligt Tyrkiet kommer der nu mange forskellige nationaliteter med hver sin kultur, sprog og baggrund. Og fordi en del nu kommer via studieopholdstilladelser og for eksempelvis at arbejde som madbude, har kommunerne svært ved at have hånd i hanke med deres nye borgere, fortæller borgmester i Brøndby for Socialdemokratiet Maja Højgaard. Hun fortæller også om et pludseligt og stort træk på kommunens velfærdsbudgetter og frygter, at etnisk danske forældre vil begynde at fravælge skoler, der er nødt til at bruge deres økonomi på modtageklasser i stedet for nye tiltag i almenklasserne. »Vi har jo ikke lige nogen tomme klasselokaler stående. Vi har været nødt til at sætte pavilloner op for at kunne huse de mange modtageklasser.« Desuden oplever kommunens medarbejdere, at de nytilkomne ofte flytter hurtigt igen. Om børnene tager hjem eller rykker til en anden kommune, ved medarbejderne ikke. I modtageklassen M2A har ministrene hørt eleverne, om de er glade for at gå i skole, børne- og undervisningsministeren har fået fortalt, at han selv bor her på Vestegnen, og begge ministre har nikket til input fra dansklæreren. Besøget er slut, og klassens elever overrækker Mattias Tesfaye et rødt hæfte med tegninger, de har lavet. »Der er ikke noget til dig, Kaare,« siger Tesfaye til Kaare Dybvad. »Det er okay, du er jo skole-manden. Jeg er jo bare ham, der smider folk ud,« siger Dybvad, inden de og deres entourage trækker ud på gangen med klassebogstaverne M på dørene. https://www.berlingske.dk/politik/de-moeder-menneskene-bag-tallene-og-de-fortaeller-en-anden-historie-om